- Generel information om projektet
- Uddybning af inklusions- og eksklusionskriterier
- Når patienten opfylder kriterierne og muligvis gerne vil deltage
- Ved spørgsmål – kontakt
- Download af forsøgsinformation til patienter
Generel information om projektet
BDE er en forskningsalliance, som har til formål at udvikle præcisionsmedicin ved såvel epilepsi som depression. Der er tale om et projekt, som udspringer fra Rigshospitalet, men inddrager hospitaler og forskningsinstitutioner i hele Danmark. Vi er i projektet i færd med at skabe en stor dybt fænotyperet prospektiv kohorte af patienter med første epileptiske anfald (Kohorte 1) samt patienter, som er nydiagnosticeret med epilepsi, men endnu ikke opstartet i medicin mod epileptiske anfald (Kohorte 2).
Projektet tager udgangspunkt i den hypotese, at kognitiv, psykiatrisk og adfærdsmæssige problemer er langt mere udbredte blandt patienter med epilepsi end vi sædvanligvis antager, hvor det i klinikken oftest primært handler om epileptiske anfald. Vi antager, at de ændringer i hjernen, som med tiden fører til det første epileptiske anfald, parallelt også medfører mere udbredte forandringer i hele hjernen med en øget sandsynlighed bl.a. for udvikling af depression og angst til følge. Vi antager, at vi kan påvise sådanne forandringer i hjernen helt tidligt i sygdommens forløb ved at anvende avanceret EEG-, MR- og PET-teknologi. Vi antager at udviklingen af symptomer både forud for diagnose og i forløbet af sygdommen kan modificeres af bl.a. livsstilsfaktorer og forskellige risikofaktorer og beskyttende faktorer. Vi antager, at vi ved at kombinere disse faktorer kan udvikle algoritmer, som kan hjælpe os til at forudsige forløbet af epilepsi efter diagnosen / efter første epileptiske anfald – herunder tilrettelægge den bedste behandling og rettidigt iværksætte relevante profylaktiske tiltag.
Figur 1: Overblik over undersøgelsens design for Kohorte I-III og raske kontroller. EEG: Elektroencephalografi. MRI: Magnetic resonance imaging. PET: Positron emission tomography.
Uddybning af inklusions- og eksklusionskriterier
Inklusionskriterier:
- Er mellem 18 og 55 år
- Har aldrig fået medicin mod epilepsi
- Har haft ét eller to uprovokerede epileptiske anfald
- Vi inkluderer både patienter med første epileptiske anfald og patienter, som opfylder de diagnostiske kriterier for epilepsi
- Anfaldene skal være uprovokerede og med en betydelig sikkerhed være epileptiske
- Et provokeret anfald er f.eks. et anfald, som vurderes udløst af en akut skade på hjernen – f.eks. et hovedtraume eller neuroinfektion. Andre provokationer kan være akut stofpåvirkning eller alkoholabstinens.
- Søvnunderskud og stress betragtes ikke som provokerende faktorer
- At et anfald med betydelig sikkerhed er epileptisk er naturligvis ofte ikke helt nemt. Et klassisk generaliseret anfald med varighed ca. 1 min og postiktal konfusion / søvn taler for et epileptisk anfald fremfor f.eks. en besvimelse. Ved mistanke om genetisk generaliseret epilepsi kan evt. spørges til tidligere forekomst af myoklonier og absencer. Ved mistanke om fokal epilepsi kan evt. spørges om tidligere forekomst af stereotype anfaldsvist forekommende fænomener af en varighed på typisk < 1 min f.eks. opadstigende epigastrisk fornemmelse, abnorme sanseindtryk etc. samt tilfælde med påvirkning af bevidstheden.
- To anfald skal være tidsmæssigt uafhængige – hvilket i praksis defineres som forekommende med minimum 24 timers mellemrum.
Eksklusionskriterier:
- Kendte funktionsbegrænsende hjerneforandringer
- Vi undersøger, hvordan epileptogenesen påvirker hjernefunktion, og ikke hvordan en strukturel læsion i sig selv påvirker hjernefunktionen. Det betyder rent praktisk, at vi inkluderer patienter f.eks. med mindre blodpropper i hjernen, hvor funktionen vurderes at være normaliseret igen. På samme måder kan patienter med mindre kranietraumer og mindre tumorer inkluderes. Det inkluderer f.eks. de fleste meningeomer, og benigne tumorer men ikke f.eks. glioblastoma multiforme.
- Væsentlige fysiske, psykiske eller intellektuelle vanskeligheder
- Dette eksklusionskriterium knytter sig naturligvis til ovenstående, men også til rent praktiske aspekter af studiet: Det er udfordrende at skulle deltage i neuropsykologiske test, besvare spørgeskemaer samt ligge i en skanner i 90 min.
Vi forventer yderligere at følge patienterne helt op til en 10-årig periode, hvorfor patienter med en forventet restlevetid på under 10 år ej heller kan inkluderes. Det kunne f.eks. være som følge af alvorlig hjerteinsufficient eller cancersygdomme.
Ligeledes skal ens kognitive funktioner samt evnen til at forstå og tale dansk falde indenfor normalområdet.
Patienter med psykiske sygdomme kan generelt godt deltage, hvis det vurderes, at sygdommen ikke forhindrer deltagelse i de forskellige undersøgelser både ved inklusion i studiet og på sigt.
- Dette eksklusionskriterium knytter sig naturligvis til ovenstående, men også til rent praktiske aspekter af studiet: Det er udfordrende at skulle deltage i neuropsykologiske test, besvare spørgeskemaer samt ligge i en skanner i 90 min.
- Alkohol- eller stofmisbrug
- Tidligere alkohol- eller stofmisbrug i et omfang, så det kan have medført blivende påvirkning af hjernefunktionen er et eksklusionskriterium.
- Mange specielt unge har et rekreativt forbrug af stoffer f.eks. kokain, MDMA og cannabis. Det akkumulerede forbrug af stoffer kan selvsagt medføre blivende hjerneforandringer ligesom nyligt forbrug kan påvirke vores målinger. Der må derfor højst finde forbrug af stoffer inkl. cannabis en gang månedligt for at kunne inkluderes i studiet.
Andre eksklusionskriterier:
- Kontraindikationer for MRI
- For projektet gælder de sædvanlige kontraindikationer for MRI – herunder magnetiserbart metal i kroppen. En forsøgsdeltager skal også kunne ligge stille i en skanner i op til 90 minutter, hvorfor betydelige ryggener kan være et problem.
- Opstart af medicin mod epilepsi kan ikke vente
- Vi har VEK protokol godkendelse til at vente med at opstarte medicin mod epilepsi til efter undersøgelsesprogrammet er afsluttet hos patienter med nydiagnosticeret epilepsi. For langt de fleste patienter er risikoen for at få yderligere et epileptisk anfald i løbet af de ca. 14 dage, hvor undersøgelsesprogrammet pågår, meget beskeden, men der kan naturligvis være undtagelser. Dette vil f.eks. være patienter med ophobning af anfald med påvirkning af bevidstheden i ugen inden kontakt til akut modtagelse, eller patienter indlagt i status epileptikus.
Når patienten opfylder kriterierne og muligvis gerne vil deltage
Hvis du mener, at patienten kan inkluderes i BDE, så kan du f.eks. informere patienten om:
”at der aktuelt pågår et projekt på Herlev Hospital og Rigshospitalet, hvor patienter med første mulige epileptiske anfald eller patienter nydiagnosticerede med epilepsi kan deltage. Med projektet håber man i fremtiden at blive bedre til tidligt at diagnosticere epilepsi og tilrettelægge den bedst mulige behandling til den enkelte patient. Projektet indebærer, at den sædvanlige udredning med skanning og EEG foregår hurtigt, samt at der er ekstra opmærksomhed på eventuel forekomst af depressive symptomer og problemer med hukommelse og læring.”
Hvis patienten er interesseret i at høre mere om projektet, så informerer du patienten om, at denne vil blive kontaktet indenfor ca. 3 arbejdsdage (ved nydiagnosticeret epilepsi og behandlingsindikation) eller indenfor 7 arbejdsdage (ved første anfald) med yderligere information, og du:
- Sender (som sædvanligt) en henvisning i SP til enten/eller afhængig af patientens bopæl til
- Epilepsiklinikken på Rigshospitalet Blegdamsvej
- Epilepsiklinikken på Herlev Hospital
Skriv venligst ”kandidat til BrainDrugs” på henvisningen, så visiterende læger i de to klinikker er opmærksom på patienten!
- Sender inBasket besked til såvel projektsygeplejerske Minna Litman og projektansvarlig, overlæge Lars Pinborg med overskriften ”kandidat til BrainDrugs”. Hvis du mener, at der er behandlingsindikation, så anfør venligst yderligere ”behandlingsindikation”, så gør vi alt for, at det går hurtigt.
Det er vigtigt, at du udreder patienten i det akutte forløb, som du ellers ville have gjort. Det indebærer f.eks. at foretage akut CT af cerebrum eller at tage relevante blodprøver. Til gengæld skal du IKKE bestille ambulant MRC og EEG, det tager vi os af. Husk patienten må IKKE være opstartet i medicinsk behandling mod epilepsi, hvis patienten skal deltage i projektet.
Ved spørgsmål - kontakt:
Hvis du stadig har spørgsmål, så kan du vælge at kontakte én af os på nedenstående telefonnumre eller blot henvise jf. ovenstående. Så tager vi stilling til, om patienten kan deltage eller ej.
I dagtiden kan du afhængig af geografien ringe til:
Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital:
Afdelingslæge, PhD Louisa M. Christensen, tlf.21299715
Herlev Hospital og Gentofte Hospital:
Afdelingslæge Melika Moghiseh, tlf. 38681106
Overlæge Vaiva Petrenaite, tlf. 38681107
Rigshospitalet og Hvidovre Hospital:
Læge Maja Marstrand-Jørgensen, tlf. 3545 3643
Forskningssygeplejerske Minna Litman, tlf. 3545 0693
Du kan altid også udenfor dagtid ringe til:
Overlæge, projektansvarlig Lars Pinborg, tlf. 31 3366 31
Download af forsøgsinformation til patienter:
Vi udleverer typisk forsøgsinformation til patienter, men du er naturligvis også velkommen til at udlevere forsøgsinformation. Du kan nedenfor downloade patientinformation:
Første anfaldspatient (Kohorte 1)
Nydiagnosticeret patient (Kohorte 2)